
Min 2-årige datter er meget forsigtig omkring mad og spiser helst kun det hun kender. Heldigvis er den her suppe ret populær, så hun kan få noget mere nærende ind i mellem alle rugbrødsmadderne, som hun ellers vælger over fx denne lækre tærte, hvilket går helt over min forstand..
Suppen her er lækker cremet, krydret og næringsrig – god på en grå regnvejrsdag, men kan også sagtens spises i solskin! Den er mild i smagen, og jeg tror mange børn vil synes om den, fordi den er så blød og rund. Min datter er desuden helt vild med rugbrødscroutonerne, som jo er nemme at lave af de sidste, kedelige skiver rugbrød i pakken. Det gør ikke noget, at det er lidt tørt – super smart måde at få brugt endeskiver på 😉
Antal personer
2 voksne, 2 børn
Forberedelsestid
10 min
Tilberedningstid
30 min
I alt
40 min
Ingredienser
- Olie til stegning
- 1 løg
- Cirka 300g græskar (fx butternut squash eller hokkaido)
- 200g røde linser
- 1l vand
- 1 dåse kokosmælk
- 2 spsk grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)
- 1/2 tsk gurkemeje
- 1 tsk karry
- 2 tsk garam masala
Rugbrødscroutoner
- 4 skiver rugbrød
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk salt
- Lidt olie til stegning
FREMGANGSMÅDE
Start med at skære løget i tern og steg det i lidt olie eller vand i en stor gryde.
Skyl og skær græskaret (eller køb det på frost, det går hurtigt!). Hvis det er økologisk, behøver du ikke at skrælle det først. Steg græskaret sammen med løget et par minutter.
Tilsæt de resterende ingredienser og lad det simre under låg i minimum 25 min, og gerne længere. Blend til sidst suppen med en stavblender.
Lav rugbrødscroutonerne ved at skære brødet i tern og stege det på en pande i lidt olie. Tilsæt salt og revet hvidløg efter smag, og lad det hele stege 5-10 min ved middelvarme.
Servér!