
Denne fars kan bruges på mange forskellige måder. Den egner sig fx som fyld i madpandekager som den er, men kan også sagtens krydres og bruges til tacos, eller blandes med et par dåser tomater og spises som grøntsagssovs til pasta. Mulighederne er mange – og det er i hvert fald et mere næringsrigt alternativ end de forskellige plantebaserede typer fars, jeg har kigget på i køledisken (selvom færdig fars kan være super i en snæver vending!)

Antal portioner
4
Arbejdstid
20 min
Tilberedningstid
10 min
I alt
30 min
INGREDIENSER
- 100 g tørrede grønne linser
- 400 g svampe
- 1 løg
- 200 g tofu
- 50 g nødder (fx mandler)
- 50 g græskarkerner
- 1 spsk soyasauce
- 1 tsk salt
- 1 spsk grøntsagsbouillon
- 1 godt nip peber
FREMGANGSMÅDE
Start med at sætte linserne til at koge i rigeligt, letsaltet vand i 20 min.
Hak imens svampe og løg (brug evt. en minihakker). Kom begge dele på en pande og steg det ved middelvarme i 5-10 min, eller indtil svampene er færdige med at afgive væde.
Hak nødder og græskarkerner. Smuldr tofu, hæld vandet fra linserne og kom det hele på panden. Tilsæt de sidste ingredienser (soyasauce, salt, grøntsagsbouillon og peber) og lad det hele stege på panden i cirka ti minutter.
TIP: Brug farsen som base i fx frikadeller, grøntsagssovs eller i en linsepandekage med grønt og guacamole!
