
Kender du den der følelse, når barnet er lagt, og det har været en laaang dag, og nu kan du ENDELIG sidde ned, og du kunne egentlig godt lige spise noget lækkert… Hvis du, ligesom jeg, ofte har lyst til noget sødt om på det tidspunkt af aftenen, kan de her cookies måske være et sundere alternativ. Og ja, det sundeste er selvfølgelig en gulerod (eller helt at lade være med at snacke, men lad os se det i øjnene, det kommer nok ikke til at ske 😉 ), men hvis du liiige trænger til noget sødt, så er det her altså alligevel et bedre alternativ end fx en pose slik. De er ret hurtige at lave, de er chewey, man behøver ikke at have fingrene i dejen, du har højst sandsynligt ingredienserne allerede og hvis du har en minihakker eller lignende, er der minimal opvask bagefter. I øvrigt er de også godkendt af min datter, så jeg vil tro at andre børn også vil kunne lide dem 😉
TIP: Den rå dej kan også bruges i is, se bare her!

Antal
Cirka 15 stk
Forberedelsestid
10 min
Tilberedelsestid
15 min
Tid i alt
25 min
INGREDIENSER
- 100 g havregryn
- 1 dåse kikærter, drænet
- 1 stor, moden banan
- 1,5 dl peanutbutter (4-5 store spiseskefulde)
- 4 spsk sirup
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 g mørk chokolade
FREMGANGSMÅDE
Start med at tænde for ovnen på 180 grader varmluft. Gør en bageplade klar.
Blend havregryn til mel i en minihakker eller foodprocessor. Dræn kikærterne.
Kom alle ingredienser med undtagelse af chokolade i blenderen. Blend til en ensartet, blød og klistret masse. Hak chokoladen og tilsæt den til sidst.
Brug et par spiseskeer til at sætte nogle flade klatter af dej på bagepladen. Dejen flyder ikke ud på samme måde som småkager med mere sukker gør, så sørg for at gøre dine cookies er tilpas flade, før du bager dem. Bag i 15 minutter, og lad dem køle lidt af på en rist, før du spiser dem. Jeg synes de er bedst, når de stadigvæk er lidt lune, men de kan sagtens spises afkølede.
TIP: Tilføj evt. 50g hakkede hasselnødder for lidt ekstra knas!