Favoritlasagnen

Lasagne smager fantastisk! Det tager lidt tid at lave, men det er altid det hele værd, når man kan sætte tænderne i en bid lun, smagfuld lasagne med den helt rigtige sprødhed på toppen. Jeg har længe lavet en lasagne, som er inspireret af både Mia Sommers lasagne og Plantepushernes lasagne, men med mine egne præferencer iblandet. Det er den opskrift i nu får her! Jeg er vild med, at bechamelsovsen er lavet af kartofler – det giver en lækker og tyk sovs, som er væsentligt mere kalorielet end kokosmælk eller plantefløde. Jeg er også glad for at komme linser i, fordi jeg synes at det giver et lækkert bid, som jeg måske ellers godt kan savne i en plantelasagne.

Jeg synes dog ikke at denne lasagne mangler noget! Den er smovset, har lidt bid, også smager den dejligt krydret og ostet (pga. gærflagerne). Den er desuden godkendt af min datter, som lige skulle se det an, men spiste et helt stykke selv, da jeg lavede lasagnen anden gang 😉


Antal

1 lasagne, 6 store stykker

Arbejdstid

30 min

Tilberedningstid

1 time

I alt

1 time og 30 min


INGREDIENSER

Tomatsovs

  • 200 g grønne linser
  • 1 løg
  • 2 – 3 fed hvidløg
  • 3 gulerødder
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse kidneybønner
  • 2 spsk tørret basilikum
  • 1 spsk tørret oregano
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)
  • 2 spsk mørk balsamicoeddike

Bechamelsovs

  • 650 g kartoffel
  • 4 dl kogevand
  • 1 spsk grøntsagsbouillon
  • 1 dl gærflager
  • 1 spsk lys balsamicoeddike
  • 1/2 tsk revet muskatnød
  • 1 tsk urtesalt

Derudover

  • 16 lasagneplader
  • Cirka 250 g frisk spinat

FREMGANGSMÅDE

Start med at skrælle kartoflerne til bechamelsovsen, skær dem i mindre tern og sæt dem til at koge i en gryde med låg. Sæt også linserne til at koge i rigeligt vand.

Hak så løg og hvidløg fint, og lad det klares i en gryde ved medium varme. Riv gulerødderne.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Blend dåsetomater og kidneybønner sammen. Kom dem i gryden med løg og hvidløg, og tilsæt de resterende ingredienser (revne gulerødder, hakkede tomater, basilikum, sukker, bouillon, kogte grønne linser og balsamicoeddike). Hvis du synes sovsen bliver for tyk, så hæl en lille smule vand i, til du opnår ønsket konsistens. Lad tomatsovsen simre under låg, mens du tilbereder bechamelsovsen.

Kom kartoflerne i en blender sammen med 4 dl af kogevandet, eller brug en stavblender. Tilsæt de resterende ingredienser (grøntsagsbouillon, sennep, gærflager, balsamicoeddike, muskatnød og urtesalt) og blend, til sovsen er helt glat.

Nu samler du lasagnen efter din egen smag – jeg lægger lidt tomatsovs i bunden, inden det første lag lasagneplader, da jeg synes den hænger mindre i på den måde. Så lægger jeg spinat, tomatsovs og bechamelsovs i alle lag, og jeg sørger for, at der er bechamelsovs nok til, at der kan blive et tykt lag sovs på toppen af lasagnen! Drys eventuelt med lidt revet muskat på toppen.

Bag din lasagne i ovnen i cirka 40 minutter. Hold øje med den de sidste ti minutter, og tag den ud, når du synes, at den har den rigtige farve på toppen. Lad gerne lasagnen køle ti minutter før du spiser den, så sætter den sig så pænt 🙂

TIP: Lav lasagnen om formiddagen, og lad den trække nogle timer, inden du bager den. Det gør lasagnepladerne ekstra bløde, og du slipper for stress i ulvetimen 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s