
Så lykkedes det mig endelig, at finde tid til mit skønne madprojekt igen! Jeg har haft travlt med mit studie, som jeg i øvrigt bliver færdig med til januar, og det har betydet mange pizzaer og hurtige retter de sidste uger. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – jeg har i hvert fald opdaget, hvor trist aftensmaden bliver, uden mit sædvanlige engagement, og jeg er fyldt med madglæde og gåpåmod, nu hvor jeg har tid til at dyrke det igen 🙂
Denne saftige, varmende og mættende gryderet kan laves på 30 minutter, og den er klart en favorit herhjemme, når det skal gå lidt hurtigt. Mangoen leder tankerne hen på varmere og mere solrigt vejr, hvilket jeg synes er dejligt, især på en grå efterårsdag. Jeg har igen forsøgt at gemme lidt godt i sovsen, og jeg må sige at blendede bønner fungerer super godt som base – de gør sovsen både tyk, cremet og næringsrig.

Jeg bruger ofte filetstykkerne fra Hälsäns Kök, som vi, og især Frida, er helt vilde med herhjemme, men du kan sagtens vælge en anden kyllinge-erstatning, eller bare helt undlade det, og bruge nogle flere grøntsager. På billederne har jeg brugt pip-fri, da det var det, jeg kunne skaffe, og det smagte ganske fortrinligt!

Antal portioner
4
Arbejdstid
15 min
Tilberedningstid
15 min
I alt
30 min
INGREDIENSER
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 gulerødder
- 1 lille squash
- 1 pakke plantebaseret kylling
- 3 spsk karry
- 1 dåse hvide bønner, drænede
- 1 spsk grøntsagsbouillon
- 1 dåse kokosmælk
- 1 mango
Derudover:
- Ris eller pasta
FREMGANGSMÅDE
Start med at hakke løg og hvidløg fint. Steg det i en gryde med lidt olie i et par minutter. Skær gulerødder og squash i små tern og kom dem i gryden, når løgene er blanke. Tilsæt også den veganske kylling.
Rist karry af på en pande i et minut eller to. Det skal begynde at dufte, men endelig ikke brænde på. Kom den ristede karry i gryden.
Kom hvide bønner, grøntsagsbouillon og kokosmælk i en blender, og blend til en helt ensartet hvid sovs. Hæld den ned i gryden.
Skræl mangoen og skær den i tern. Kom dem i gryden med grøntsager og sovs med det samme, og lad det hele simre i 5-10 minutter. Tilsæt eventuelt lidt soyamælk eller vand, hvis sovsen er for tyk.
Servér med ris eller pasta!

Denne var såå lækker!! Virkelig nem og hurtig at lave, og godkendt af pige på 1 år 😀
LikeLike
Tak Ida, jeg er glad for at Mia også synes om det 🙂
LikeLike