Dild-deller

Plantebaserede dild-deller, der minder om fisk. Serveret med remo og fritter af søde kartofler!

Jeg har en dejlig nyhed: jeg kan endelig kalde mig fysioterapeut! I denne uge gennemførte jeg min mundtlige eksamen i vores bachelorprojekt, det gik rigtig fint, og jeg kan nu se frem til at starte på arbejde meget snart. Min hjerne har været fuldstændig optaget af at skrive bachelor de sidste mange måneder, så i dag har jeg nydt til fulde, at jeg havde tid til at gå i køkkenet igen ❤ Jeg skulle lige tage tilløb, men da jeg først kom i gang, var det simpelthen så rart at bruge hjernen til noget andet, lytte til en podcast, og nusse om en frikadellefars, mens Frida sov til middag. Jeg havde glemt, hvor meget ro det giver mig, at lave mad – men jeg har også haft nogle udfordringer i forhold til min madlavning, som jeg nok kommer ind på i løbet af de næste par indlæg. Jeg har nemlig set en diætist for nogle måneder siden, da jeg desværre har PCOS, og hun mente, at kunne hjælpe mig af med nogle af symptomerne gennem kosten. Jeg har derfor omlagt min kost en smule, og jeg har skulle tænke rimelig meget ud af boksen, men nu er jeg ved at vænne mig til det. Nå men, mere om det en anden gang – nu handler det om dild-deller 😉

Plantebaseret fars til dild-deller!

Frida er inde i en periode hvor alt kan (og skal) spises med remoulade til, også var det, at jeg fik lyst til at lave noget, der minder om fiskefrikadeller. Jeg har tidligere lavet en opskrift på linsedeller med dild, og det er den, jeg her har forfinet. Disse dild-deller smager fantastisk sammen med en salat, nogle fritter og så selvfølgelig rigelig remoulade 😉

Dild-deller klar til stegning!

Antal portioner

4

Arbejdstid

20 min

Tilberedningstid

30 min

I alt

50 min


INGREDIENSER

  • 7 dl vand
  • 250 g røde linser (tørrede)
  • 1 lille aubergine (cirka 200 g)
  • 2 kartofler (cirka 150 g)
  • Ét bundt dild
  • 50 g havregryn
  • 50 g majsmel
  • 1 spsk bouillon (jeg bruger herbamare)
  • 1 tsk salt
  • Rapsolie eller plantesmør til stegning

FREMGANGSMÅDE

Start med at sætte linser og vand til at koge i cirka 15 minutter. Hak auberginen fint og riv kartoflerne groft imens.

Hak eller klip dild og rør det sammen med aubergine, kartofler, havregryn, majsmel, bouillon og salt i en skål.

Når linserne er møre (de behøver ikke være helt kogt ud), rører du dem i skålen, og blander farsen godt. Lad hvile cirka 10-15 minutter.

Varm en pande med fedtstof. Form farsen til frikadeller og læg dem på panden. Vær tålmodig og undgå at flytte på dellerne, før de har fået stegeskorpe – så går de i stykker. Steg dem gyldne på begge sider, cirka 5 minutter pr. side.

Servér med en skive citron, fritter og remoulade!

Dild-deller med fritter af søde kartofler og hjemmerørt, vegansk remoulade

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s